‘INGEN STOD AF FOR AT PISSE UDEN AT SPØRGE HAM OM LOV FØRST'

FELTETS SIDSTE STORE HÆRFØRER:

30 år efter hans karrierestop er der stadig ingen, der har kunnet løfte arven efter Bernard Hinault, som var feltets ubestridte leder fra første færd

De fordømte knæ var vel hans eneste svaghed som cykelr ytter og kostede ham givet vis et par Tour-sejre, men alligevel har franskmanden Bernard Hinault et imponerende palmarès: Han stillede op i 13 Grand Tours og vandt de 10. Den sidste var hans femte Tour-sejr i 1985. To gange blev han nummer to, og den sidste gang var det højre knæ, der forrådte ham og t vang ham ud af løbet, da han kørte i den gule førertrøje. Tour-direktør Jacques Goddet forsømte ingen lejlighed til at slå fast, at Hinaults knæproblemer skyldtes de høje gear, han altid kørte i. Alt for høje, mente Goddet. Det gad Hinault ikke høre på. Han kørte sit eget løb, og ingen skulle bestemme, hvordan han g jorde det. Fra sit første tråd vidste han, hvad han ville, og han gik mål- rettet efter det, da han blev professionel i 1975 i en alder af 20 år. To år senere vandt han Liège-bastogneLiège, Gent-wevelgem og Critérium du Dauphiné Libéré, og i 1978 blev det endelig de store nationale rundture, han gav sig i kast med. Han debuterede i Vueltaen i 1978, som han stillede op i som forberedelse til sin længe ventede debut i Tour de France, og han vandt dem begge. Hinault greb magten i det øjeblik, han blev lukket ind i Tour-karavanen. Det var ham, debutanten, der stod forrest i den franske mesterskabstrøje med stålsat blik og hænderne demonstrativt foldet bag ryggen, da feltet på etape 12a strejkede i protest mod arrangørernes rovdrift på r ytterne. Det var, mente Hinault og hans følge, hvad der var tale om, når etape efter etape blev splittet op i både to og tre deletaper, så arrangørerne kunne score startpenge fra flere byer. Han blev ubestridt chef i feltet. Le patron. Den, der bestemte. Den, som endog kunne diktere, hvordan en etape skulle køres. ‘Der er ingen, der angriber i dag, for der venter os alle en hård dag i morgen,’ skal han engang have erk læret, da en etape blev skudt i gang. Og der blev ikke angrebet. ‘Han var Mussolini, han var Stalin, han var Hitler. Han var dem alle samlet i én. Ingen i feltet kunne stoppe for at pisse uden at spørge Bernard Hinault om lov først,’ siger Shelley Verses i bogen ‘Slaying the Badger’ af Richard Moore. Hun var massør for det amerikanske 7-eleven-hold i Tour de France 1986 og oplevede på tæt hold Hinaults enevælde. ‘Hinault var den øverstbefalende. Og han regerede i hvert eneste fucking land,’ siger Verses, som blev nært knyttet til Hinaults hjælperytter Greg Lemond og endnu i dag, forstår man på Moore, får tårer i øjnene, når hun fortæller om de ne-

derdrægtigheder, Hinault udsatte den unge amerikaner for. Forhistorien er denne: Hinault måtte udgå af Touren 1980 med en knæskade, og han opgav af samme grund at stille til start i 1983. Året efter fik han læsterlige klø af kometen Laurent Fignon, men i 1985 var han endelig tilbage på rette kurs mod den femte Tour-sejr, som ville bringe ham på niveau med Anquetil og Merck x. Mindre kunne ikke gøre det. Lemond, en ung amerikaner med et maksimalt iltoptag så enormt, at det kun i få tilfælde på verdensplan er målt højere, viste sig imidlertid som en alvorlig trussel mod Hinaults grandiose plan. Et løfte om, at Hinault ville hjælpe Lemond til sejr året efter, hvis han arbejdede for Hinault og tilsidesatte sine egne ambitioner, var afgørende for, at Hinault vandt sin femte sejr i 1985. Så kom 1986 og det, der er blevet kaldt den bedste udgave af Tour de France nogensinde. Lemond var storfavorit og havde altså lovning på Hinaults og hele holdets støtte. Det skulle vise sig, at Hinault definerede ‘støtte’ ganske anderledes end de fleste. Han angreb uophørligt, og satte sin holdkammerat under voldsomt pres. Hinault havde det meste af feltet i r yggen, viste en rundspørge foretaget af sportsavisen L’équipe, og den franske nation var ent ydigt på hans side. Selvfølgelig skulle han jagte sin sjette sejr frem for at hjælpe l ’Américain. Aftale eller ej. Lemond kæmpede med tiltagende forbitrelse for den triumf, der tilkom ham. Det lykkedes, men han var tydeligt mærket af Hinaults udspekulerede spil i kulissen. ‘Alt, hvad Bernard har gjort i denne Tour, gjorde han ikke for mig. Han gjorde det for at vinde en sjette Tour. Men glem ikke, at hvis det ikke var for mig, så havde han ikke engang vundet sin femte,’ sagde Lemond i et t v-inter view. Hinault fastholder til dato, at han med sin aggressive kørsel blot succesrigt satte konkurrenterne under pres og holdt sin amerikanske holdkaptajn til ilden. Den udlægning står han ret alene med. Som 32-årig indstillede Hinault sin imponerende karriere ved udgangen af 1986, og siden har ingen anden r ytter i feltet f yldt rollen som chef helt ud. Bjarne Riis forsøgte sig uden stort held som den store rorgænger under dopingfarcen i 1998. Lance Armstrong var enehersker, men udøvede kun sin magt i tre uger under Tour de France. Fabian Cancellara manglede tyngde i form af en Tour-sejr, og selv med fire Tour-sejre på bagen er Chris Froome for blød, velopdragen og på det seneste måske også for utroværdig til at nyde feltets respekt. Der er ingen boss, som Hinault var det. Efter cykelkarrieren blev han landmand hjemme i Yffiniac i Bretagne. Samtidig blev han ansat af Tour-arrangør ASO, og frem til og med 2016 var han ansvarlig for afvik ling af sejrsceremonierne efter etaperne i Tour de France.