MISBRUGT, SKUDT OG RUINERET

TOUR-VINDER MÆRKET FOR LIVET:

Greg Lemond er officielt den eneste amerikaner, der har vundet Tour de France. Hele hans liv har været højdramatisk, så selvfølgelig blev hans vej til Tour-tronen det også

Da amerikaneren Greg Lemond i 1986 rullede ud på prologen i Boulogne-billancourt i den vestlige udkant af Paris, skete det i sikker for visning om, at hans tur nu var kommet. Året før havde han tilsidesat egne ambitioner for at hjælpe sin holdkammerat Bernard Hinault til sejr for femte gang, og til gengæld havde Hinault og sportsdirektør Paul Köchli svoret at sætte alt ind på LeMond-sejr i 1986. Da først løbet for alvor kom i gang, var det dog svært at spore loyaliteten, idet Hinault gentagne gange angreb sin tronfølger og i et t v-inter view understregede, at løbet jo altså først sluttede i Paris. Opgøret mellem de to rivaler blev et af de mest medrivende dramaer i Tourens historie, og løbet regnes af mange for at være det bedste Tour de France nogensinde. Når Lemond i dag ser tilbage, kan han konstatere, at ikke bare hans vej til Tour-tronen, men hele hans liv har været højdramatisk. Han blev misbrugt som barn af en ven af familien, skudt af sin svoger under en kalkunjagt og ruineret af en hævngerrig Lance Armstrong, før han rejste sig af asken og på ny blev en succesrig forretningsmand og en højt værdsat t v-kommentator. Hårdt presset af Hinault vandt Lemond Touren i 1986, og hans umådelige fysiske formåen gav løfte om en glorværdig fremtid som Tour-konge. Var der på det tids- punkt en r ytter, som blev tiltroet chancen for at tangere eller endog overgå Hinaults, Merck x’ og Anquetils fem Tour-sejre, var det netop Lemond. Drømmen blev imidlertid gennemhullet i april 1987, da Lemond med sin onkel og svoger var på jagt i Californien. De tre jægere blev adskilt under jagten, og da svogeren i troen på, at han var alene, hørte puslen i buskadset bag sig, vendte han sig og affyrede sit våben. I skjul bag en busk blev Lemond ramt af snesevis af hagl, som flænsede hans ryg og højre side af kroppen op. Højre lunge klappede sammen, og den toptrænede cykelrytter mistede tre fjerdedele af sit blod, skriver Bill og Carol Mcgann i ‘The Story of the Tour de France’. Vådeskudsulykken fandt sted kun en uge før, Lemond skulle være rejst tilbage til Europa efter at have plejet en skade i USA. Der skulle gå to år, før Lemond atter kørte Tour de France. 37 blyhagl var da stadig lagret i hans krop, skriver Richard Moore i bestselleren ‘Slaying the Badger’. Dømt ude af favoritfeltet kunne Lemond i 1989 køre Touren uden for ventningspres, men til alles forbløffelse blev løbet en tæt duel mellem ham og franskmanden Laurent Fignon. I historiens mest ner vepirrende finale sejrede Lemond med blot otte sekunder over Fignon, da han kørte en fænomenal enkeltstart til Champs-élysées. Han vandt endnu en Tour, da han uden at vinde en etape undervejs sejrede i 1990, men derefter var han chanceløs i et felt, hvor æsler for vandlede sig til væddeløbsheste ved hjælp af vidundermidlet epo. Siden blev han, der fysisk skiller sig ud ved at have et maksimalt iltoptag som få i verden, kendt som glødende antidopingforkæmper. I 1994 trak han trak sig tilbage og begyndte året efter at fabrikere Lemond-cyk-

ler i samarbejde med Trek Bicycle Corporation i Wisconsin. Hans omsætning nåede 20 millioner dollar årligt, før Lance Armstrong trådte ind på scenen og i kraft af sine Tour-sejre på Trek-cykler opnåede en enorm magt over den hastigt voksende virksomhed. Snart begyndte Lemond at tvivle på kræftoverleveren Armstrongs mirakel, og han udtrykte i 2001 sit ubehag ved den kendsgerning, at Armstrong samarbejdede med den kontroversielle sportslæge Michele Ferrari. Det drev øjeblikkeligt Armstrong på hævntogt. Han udnyttede sin magt over Trek til at kvæle Lemond-mærket, og den tidligere Tour-helt måtte se sin virksomhed gå fallit. Selv blev han udstødt af cykelsporten, som ensidigt hyldede nationalhelten og pengemaskinen Armstrong. ‘Det har været 12 år i helvede,’ udtalte Lemond, da Armstrongs imperium omsider st yrtede i grus. Tolv år med ydmygelser, retssager, bekymringer og afmagt. Undervejs blev LeMond presset til at afsløre sit livs hemmelighed, nemlig at han som 12-årig blev seksuelt misbrugt. Livet igennem har han kæmpet mod den skyldfølelse, som overgrebene gav ham, og end ikke sin kone havde han indviet i sit livs tragedie. Siden har ægteparret lagt et stort arbejde i organisationen 1in6.org, som støtter ofre for seksuelt misbrug. Efter Armstrongs fald har Lemond på ny vundet agtelse i cykelsporten, og han har genopbygget sin virksomhed. Efter i mange år, mens doping satte dagsordenen, at have følt afsky for cykelsport, vendte Lemond i 2014 tilbage til Tour-karavanen som kommentator for Eurosport.

I en alder af blot 23 år havde Laurent Fignon vundet Tour de France to gange og havde anden gang med knusende overlegenhed kørt chefen i feltet, ‘grævlingen’ Bernard Hinault, over ti minutter bagud. Derefter skulle der gå fem år, før han atter kæmpede med om en Tour-sejr, og da kom han tættere på end nogen anden i løbets lange historie. I 1989 tabte han Tour de France med sølle otte sekunder til amerikaneren Greg Lemond. Med sine to sejre i 1983 og 1984 manifesterede Fignon sig som den næste store i fransk cykling. Han var Hinaults diametrale modsætning: Pariser med intellektuelt look. Briller med t yndt stel. Blondt, vildt hår holdt tilbage af et tidst ypisk pandebånd og samlet i en hestehale. Men som Hinault med et så enormt talent, at de begge havde vundet Tour de France som debutanter. Efter 1984 fulgte fire magre år for Fignon, som døjede med skader og svigtende form. Han fuldførte i de år kun én Tour, nemlig i 1987 på en samlet sy vendeplads over 18 minutter efter Tour-triumfator Stephen Roche. Men så i 1989 var Fignon atter i favoritfeltet til Tour de France efter sine sejre i Milano-sanremo og Giro d’italia. Snart stod det klart, at den store duel skulle stå mellem ham og amerikaneren Greg LeMond, som efter en jagtulykke og to års fravær gjorde comeback. 50 sekunder skilte dem før sidste etape til Paris, en 24,5 kilometer lang enkeltstart. Fignon var i den gule førertrøje og var så sikker på sin sejr, at han kålhøgen opsøgte Lemond før etapen for at lykønske ham med hans flotte andenplads i Tour de France. Fignon fremstod ofte arrogant og irritabel. Han var i 1989 på kant med pressen løbet igennem, og han gjorde sig fortjent til journalisternes ‘Prix Citron’ for at være den sureste skiderik i løbet. Undervejs nægtede han ofte at smile til fotograferne, og en dag, da presset var nær ved at vokse ham over hovedet, spyttede han på en kameralinse, da et t v-reportagehold spærrede ham vejen. Søndag 22. juli ramte hans arrogance ham som en boomerang. Lemond kørte alle tiders hurtigste enkeltstart og slog Fignon med 58 sekunder. Det sikrede ham sejren med blot otte sekunder. Efter mere end 3.000 kilometers væddeløb rundt i Frankrig var der godt og vel 80 meter til forskel på ham og Fignon. ‘Og det mest utrolige var, at jeg havde kørt den bedste enkeltstart i hele min karriere. Jeg kørte i gennemsnit 52 km/t., hvilket var hurtigere end noget andet, jeg havde præsteret i hele mit liv,’ skrev Fignon i sin selvbiografi ’Vi var unge og ubekymrede’ fra 2009. Sønderknust og alene i verden måtte Fignon forgrædt og modvillig træde op på podiet, hvor han måtte bide hovedet af al skam og lykønske amerikaneren med hans flotte førsteplads. I sin bog fortæller Fignon, at han de sidste dage af turen var svært plaget af et siddesår, men han brugte aldrig sin ’ubærlige pine’ som fork laring på nederlaget. Aldrig igen skulle han stå på podiet i Paris. Hans tid var forbi, og han erkendte det i 1993, som blev hans sidste sæson. I Pyrenæerne åbnede Fignon et træningscenter i Bagnères-de-bigorre, hvor cykelturister kunne nyde godt af hans ekspertise, når det gjaldt træning og kost. Sideløbende var han kommentator på fransk t v, og det var i den forbindelse, offentligheden virkelig forstod, at noget var helt galt. I juni 2009 havde Fignon afsløret, at han var ramt af kræft, men det var først under Touren året efter, at millioner af t v-seere forstod, hvor det bar hen. Fignons rustne, ugenkendelige stemme fortalte alt. I inter views udtr ykte han natur-

lig vis håb om helbredelse, men det var som lytter og seer umådeligt svært at bevare optimismen. I august 2010, knapt tre uger efter hans 50 års fødselsdag, slog kræften ham ihjel.