SMADREDE IND I COCA-COLA-SKILT

TERROR FRA TASJKENT:

Djamolidin Abdujaparov spredte rædsel i feltet, når han med dødsforagt f yrede sig selv af i spurterne, på ChampsÉlysées i 1991 var det dog ham selv, det gik ud over

Endnu før det endelige sammenbrud af Sovjetunionen begyndte atleter fra de mange sovjetstater at gøre sig gældende på den vestlige side af jerntæppet, og den usbekiske galning Djamolidin Abdujaparov var en af dem, der opnåede størst succes. Efter sin Tour-debut på det lille Alfa Lumhold i 1990 vandt han første etape i Lyon i 1991, da han kørte for italienske Carrera, og satte da kurs mod sejren i løbets pointkonkurrence. På tredje etape tog han den grønne trøje, og han vandt fjerde etape, men det er det års sidste etape, som man bedst husker Abdujaparov for, idet han vaklede sidst over stregen forslået og radbrækket efter et af Tour-historiens mest spektakulære st yrt. I jagten på sprinternes mest prestigef yldte sejr f yrede Abdujaparov i vanlig stil sig selv af på Champs-élysées som et missil, der kun omtrentligt havde fået indkodet sit mål. Kendt som ‘The Tashkent Terror’ spredte han rædsel i spurterne med sine pludselige baneskift, som ofte skyldtes, at han holdt hovedet bøjet ned over styret og ryggen spændt som en bue i de sidste sekunders eksplosive ridt mod stregen uden tanke for andet end sejr. ‘At se ham spurte var som at se et værtshusslagsmål brede sig ud på gaden – arme, ben og vold over det hele,’ skriver Jamie Jowett i et portræt af Abdujaparov på det australske cykelsite Cyclingtips.com.

På pragtboulevarden i Paris kostede det ham dyrt denne søndag i juli 1991. Liggende i position til endnu en etapesejr svingede Abdujaparov pludselig til højre og ramte i sin absolutte topfart et Coca-cola-skilt og de ben, barriererne på boulevarden hvilede på. I et splitsekund, som nogle af fotograferne fastfrøs, indså Abdujaparov, at hans spurt var slut før tid. Billedet af usbekeren, der hænger i luften stadig fastspændt til sin cykel, er gribende i al sin rædsel. Tvm-rytteren Dmitri Konyshev vandt etapen, men kunne Abdujaparov ved egen kraft komme i mål, ville han stadig vinde pointkonkurrencen og den grønne trøje. Holdkammerater og massører kom ham til undsætning og fik ham over stregen. Redningsaktionen blev godkendt, og Abdujaparov kunne fejre sin første af tre sejre i Tourens pointkonkurrence, en præstation, han næppe havde turdet drømme om, da han som knægt i Sovjetunionen begyndte at køre cykelløb. Han vandt fem etaper og pointkonkurrencen i Fredsløbet i sidste del af 1980’erne og blev nummer fem ved OL i Seoul, så da muren faldt og Sovjetunionen smuldrede, stod vesteuropæiske hold straks klar med kontrakter. I 1992 vandt Abdujaparov pointkonkurrencen i Vuelta a España og i 1994 i Giro d’italia, og han er dermed en af ganske få, der har vundet pointtrøjerne i alle tre Grand Tours. Han kørte 51 dage i den grønne trøje i Tour de France, og især med franskmanden Laurent Jalabert udkæmpede Abdujaparov mindeværdige dueller i kampen om trøjen. Men usbekeren viste også andre talenter, som da han i 1996 vandt den pænt kuperede 14. etape fra Besse til Tulle. Året efter blev han taget for doping og smidt ud, og han stoppede karrieren samme år i en alder af 33 år.