LØGNENS MESTER: ‘DET GØR MIG ONDT, AT I IKKE TROR PÅ MIRAKLER'
Efter sy v gange at have vundet Tour de France trak Lance Armstrong sig tilbage med en opsang til dem, der tvivlede på hans mirakel, men de tvivlede med rette, skulle det vise sig
Da kræftoverleveren, forretningsmanden og superstjernen Lance Armstrong for syvende gang i træk havde v undet Tour de France efter at have løjet, mobbet og snydt sig til hundreder af millioner dollar, havde han den frækhed at stille sig op på pragtboulevarden Champs Élysées i Paris og ynke den hastigt voksende flok af kritikere, der så hans mirakuløse karriere som en stor løgn. ‘Til dem, der ik ke stoler på cykelsporten, til kynikerne og skeptikerne, vil jeg sige dette: Jeg har ondt af jer. Det gør mig ondt, at I ikke kan drømme stort. Det gør mig ondt, at I ik ke tror på mirak ler,’ sagde Armstrong og gav den hele armen med patos og hånden på hjertet og løgne så fede, at
selv Ivan Basso og Jan Ullrich, som stod ved hans side, knapt kunne sluge dem. ‘Dette er en storslået sportsbegivenhed, og I burde stå derude og tro på det. I burde stole på disse atleter og på disse mennesker. Der er ingen hemmeligheder, dette er en hård sportsbegivenhed, og man vinder den med hårdt arbejde,’ sagde Armstrong. Sy v år senere blev han idømt livsvarig karantæne for sin ledende rolle i ‘det mest sofistikerede dopingprogram i sportshistorien’, og januar 2013 sad han og angrede professionelt over for talkshow-dronningen Oprah Winfrey, da han omsider tilstod, at kynikerne og skeptikerne havde ret: Det hele var faktisk en løgn. Nuvel, historien om den fattige, faderløse knægt, der ville vinde Touren og undervejs mod sit mål overvandt en fremskreden kræftsygdom, var god nok. Men fortællingen om hans mirakuløse forvandling fra cancerpatient til sy vfoldig Tour-triumfator havde manglet et afgørende kapitel, nemlig det om de præstationsfremmende stoffer. Bloddopingen, epoen, testosteronen, væksthormonerne, kortisonen. Plus det løse. Armstrongs største problem var dog ikke selve dopingen, for den kunne han skjule. ‘Jeg er den hyppigst testede person på planeten,’ plejede han at sige og pralede implicit med sin evne til at snyde kontrollerne. Det, der i sidste ende fældede ham, var, at han havde opført sig som et overordentligt dumt svin hele vejen igennem. Han var hævngerrig, magtsyg, ærekær og forfængelig. Brutalt undertr ykte han enhver opposition, og det var ham ikke nok bare at lukke munden på folk. Han ønskede at ødelægge folks liv, hvis de satte sig op mod ham, sagde Kathy Lemond engang. Hun og hendes mand, Tour-legenden Greg LeMond, blev af Armstrong drevet til randen af fallit, da Lemond i 2001 dristede sig til
at kritisere Armstrongs forbindelse til den ber ygtede dopinglæge Michele Ferrari. Armstrong beskyttede sig mod afsløring med trusler, intimidering, verbale overfald og sagsanlæg. Han misbrugte med fryd den stadigt større magt, han ragede til sig, og flere er fortællingerne om r yttere og medarbejdere, der pludselig fik svært ved at finde job, når de forlod Armstrong eller kom til at sige noget, som den paranoidt mistænksomme Armstrong opfattede som krænkende. Hans mentalitet hjalp ham uden t vivl til tops, men han efterlod i sit kølvand så mange kasserede, udnyttede og sårede mennesker, at det ikke skortede på belastende vidneudsagn, da først hans imperium begyndte at slå revner. Det var hans engang trofaste hjælperytter og ven Floyd Landis, der fik jorden til at skælve. Landis havde bloddopet sig med Armstrong og fyldt sig med medicin og snydt alle i årevis, men i 2006 blev han fældet, da han var blevet hyldet som Tourvinder på Champs Élysées. Efter karantæne og en langstrakt, ynkelig kamp for at bevise sin uskyld var han parat til at genindtræde i feltet. Kun én mand kunne hjælpe ham, nemlig Armstrong, som da havde indledt et, skulle det vise sig, selvdestruktivt comeback og var en drivende kraft bag cykelholdet Radioshack. Men Lance havde intet til overs for sin gamle hjælperytter. Ingen sympati, ingen empati, ingenting. Landis lancerede til gengæld i maj 2010 et storstilet angreb på Lance Armstrong, idet han over for de amerikanske myndigheder blotlagde det dopingprogram, som han og Armstrong havde været en del af på cykelholdet US Postal. Vejen var banet for Armstrongs totale deroute. En stribe tidligere hjælper yttere, herunder hans ven og væbner George Hincapie,
faldt ham i r yggen og afslørede alt for til gengæld selv at slippe billigere. De havde gjort præcis, hvad Armstrong havde gjort, men de slap med blot seks måneders karantæne i vinterhalvåret. Armstrong, derimod, blev idømt karantæne på livstid og mistede sine sy v Tour-sejre. På ingen tid mistede han også sponsorkontrakter, der var enorme summer værd. Han fortalte siden, at han havde mistet 75 millioner dollar på én dag, da sponsorer slog hånden af ham. I dag er Armstrong en populær vært på sin egen podcast – ‘The Forward Podcast’ – hvor han inter viewer alt fra pornomodeller til skistjerner.