TOUR-HELT BLEV ENEBOER: ‘BJERGENES ENGEL' KNÆKKEDE UNDER PRESSET

Luxembourgeren Charly Gaul var en gudsbenådet bjergrytter, men han var upopulær i feltet, og befandt sig i det hele taget ikke godt i denne verden

Sin beskedne størrelse til trods har Luxembourg fostret hele fire Tour-vindere, som tilsammen har vundet fem sejre i verdens største cykelløb. De vandt alle nationens hjerte, men en af dem gengældte ikke kærligheden. Charly Gaul, som vandt løbet i 1958, var en enspænder og foretrak sit eget selskab i en sådan grad, at han forsvandt helt ud af offentlighedens søgelys, da karrieren var slut, og i næsten 20 år levede som eneboer i en skovhytte i de luxembourgske Ardenner. Han kørte sit sidste løb i 1965 og drev derpå kortvarigt en café i Luxembourg, før han var væk. Depressiv og tiltagende usoigneret afskar han sig fra alle og viste sig kun nødtvungent, når han måtte købe fornødenheder i de lokale butikker, skrev sportsavisen L’équipe i 2000. Undertiden sås han med sit viltre skæg, sin tykke vom og sit tjavsede hår i vejkanten under Tour de France-etaper på egnen, skriver avi-

sen. Først i 1983 vendte han tilbage til civilisationen, da han flyttede ind hos Josée, som han trods sin lange isolation havde stiftet bekendtskab med. Hun blev hans tredje hustru. Da Luxembourg var vært for Le Grand Départ i 1989, var Gaul inviteret, og han deltog også i festlighederne sammen med 21 andre Tour-vindere, da Tour de France i 2003 fejrede 100 års jubilæum. Da var han sammen med sin ven og rival Federico Bahamontes, der som en af få kunne matche ham i bjergene i gamle dage. Bahamontes vandt Touren i 1960 og er i dag den ældste nulevende Tour-vinder. Bahamontes vandt tilnavnet ‘Ørnen fra Toledo’, og Gaul blev kendt som ‘Bjergenes engel ’. Mens tilskuerne elskede ham, var Gaul ikke vellidt i feltet. Sjældent diskuterede han taktik med sine holdkammerater, og han var heller ikke meget for at dele sine præmiepenge med dem, som der ellers er tradition for i cykelsporten. Med til den historie hører, at Gaul som repræsentant for lille Luxembourg i ni ud af ti tilfælde kørte på blandede nationalhold i Tour de France. I 1958 var der således kun tre luxembourgere på det blandede hold fra Holland og Luxembourg. Også en enkelt italiener var sneget ind på holdet. ‘Gaul var åbenlyst lederen, han var klart den bedste, men netop derfor ville han ikke dele sine præmiepenge med hele holdet. Hans argument var, at kun et par stykker på holdet var gode nok til at hjælpe ham, så hvorfor dele med andre? Han havde en pointe, men det gjorde ikke noget godt for holdånden eller stemningen ved middagsbordet,’ siger den britiske rytter Brian Robinson i bogen ‘A Race for Madmen’ af Chris Sidwells. Robinson kørte på et blandet Tour-hold med Gaul i 1956-57. Som Bahamontes var Gaul en skæv eksistens, og måske derfor kom de to godt ud af det med hinanden. Gauls lille sluttede kreds af venner omfattede desuden den i feltet ligeledes uglesete Henri ‘ Napoleon’ Anglade, Roger Hassenforder og Gastone Nencini. Gaul var bjergrytter i sin reneste form, og han var uovervindelig, når vejret var allerværst, og uhyre sårbar, når solen bagte. Netop disse karakteristika er ofte fremhævet som tegn på, at amfetamin spillede en betydelig rolle for Gaul. Få holdt sig på den tid tilbage fra at fylde sig med stimulanser, men Gaul var berygtet for at tage høje doser. Ifølge Gauls trofaste hjælperytter Marcel Ernzer, som i 2000 blev interviewet af L’équipe, havde Gaul år tidligere indrømmet over for ham, at han frygtede at dø af sit overforbrug. Charly Gaul sikrede sig sejren i både Giro d’italia 1956 og Tour de France 1958 på etaper, hvor alt forinden syntes tabt, men hvor elementernes rasen vendte op og ned på alt. I Touren i 1958 var Charly Gaul over 16 minutter efter løbets førende rytter, den franske sladdertaske Rafaël Géminiani, da feltet kørte ud på 21. etape. Fem bjergtinder skulle overvindes før målet i Aix-les-bains, og på nedkørslen fra den første lagde et uvejr med isnende kold regn sig over Alperne. En velsignelse for Gaul. Han skød af sted på anden stigning, Col de Luitel, og vandt etapen. 14 minutter åd han ind på Géminiani, som mistede trøjen til Vito Favero. To dage senere tog Gaul trøjen og førte den til Paris. Charly Gaul døde to dage før sin 73 års fødselsdag i december 2005 som følge af et fald i hjemmet i Luxembourg.