MINEARBEJDER OG LØJTNANT: FØRTE SEKS GULE TRØJER TIL PARIS

Den uopslidelige hjælperytter Jean Stablinski begyndte som minearbejder og sluttede som løjtnant for Jacques Anquetil, men en strid om penge ødelagde deres venskab

Mens Tour-konger i nyere tid har kørt et stramt regime på deres hold, som uegennyt-

tigt har kørt for deres kaptajner, var superstjernen Jacques Anquetil i 1960’erne mere rundhåndet med at lade sine hjælperyttere køre deres egen chance. Adskillige af dem vandt etapesejre undervejs mod Anquetils endelige triumf i Paris. En af dem var den tidligere minearbejder Jean Stablinski, som i 1962 vandt en bjergetape fra Luchon til Carcassonne. Han vandt senere på året også VM og vandt fire år tidligere Vuelta a España, så han kunne altså selv, men i hovedparten af karrieren påtog han sig hjælperytterens rolle. Det vidner om hans værd som arbejdsmand, at han seks gange kørte ind i Paris som domestique for r ytteren i den gule trøje, fire gange for Anquetil og dernæst for Lucien Aimar og Roger Pingeon. Han kørte også i 1963 som hjælperytter for den senere vinder, Anquetil, men han udgik undervejs. Hans loyalitet over for den store Anquetil er legendarisk, men i 1967 kom det til et sørgeligt brud mellem de to. Anquetil stillede ikke op i Touren, så han fik tiden til at gå med at skrive fire provokerende klummer i avisen France Dimanche. De bar overskrifterne ‘Derfor kan jeg ikke lide Poulidor’, ‘ Ja, jeg har taget doping’, ‘Tom Simpsons tragiske død: Anquetil peger fingre’ og ‘Ja, jeg har købt r yttere’. Stablinski følte sig uretfærdigt kritiseret i en af artik lerne, og da Anquetil tilmed under en festmiddag efter Touren udtrykte sin forbitrelse over, at Stablinski, hans trofaste løjtnant på deres firmahold, havde arbejdet for hans værste rival, Raymond Poulidor, i løbet, var bægeret fuldt for Stablinski. Feltet i 1967 og 1968 bestod af national- og regionalhold, og Stablinski havde jo for pokker bare loyalt udført sin opgave på det franske nationalhold. Paul Howard skriver i Anquetil-biografien ‘Sex, Lies and Handlebar Tape’, at de to gamle venner var tæt på at komme op at slås under middagen. Værre blev det kun, da Stablinski og Aimar i september kørte galt i Anquetils bil, som stjernen havde bedt dem køre hjem. Aimar sad bag rattet, mens Stablinski sov i passagersædet, da ulykken skete. Bilen var ikke fuldt forsikret, og Anquetil krævede erstatning af de to ryttere for skader på bilen. Stablinski mente imidlertid, at det ikke kunne være hans problem, at Anquetil ikke havde forsikret sin bil tilstrækkeligt, og han nægtede at betale. Det fandt Anquetil sig ikke i, så han placerede en stor ordre i Stablinskis hårde hvidevarebutik, blandt andet en fr yser og en opvaskemaskine, og undlod at betale for de leverede varer. Vupti, problemet løst. For Anquetil, altså. Stablinski, derimod, følte sig bedraget og vendte Anquetil ryggen. Året efter kørte han for manden, som Anquetil elskede at hade: Raymond Poulidor. Historien fortælles i biografien ‘Jean Stablinski; une vie extraordinaire’ af Stablinskis datter Cathy og journalisten Pascal Sergeant. Hårde hvidevare-butikken var en af Stablinskis beskedne investeringer i løbet af en lang karriere som professionel cykelr ytter. Også en cykelbutik investerede han i. Men altid på hjemstavnen i det nordfranske. Han skulle ikke nyde noget af at flytte sydpå og investere på den franske riviera som andre professionelle. ‘Far ville aldrig med sydpå på ferie, for han følte sig godt tilpas heroppe nordpå. Det var hans Côte d’azur,’ sagde Cathy Stablinski i marts 2013 til avisen La Voix du Nord. I en alder af blot 14 år blev Stablinski minearbejder som sin far, der var indvandret fra Polen. Jean blev født i Thun Saint-amand, som indtil 1960’erne var kendt for sin zinkmine, og Stablinski slog altså for livet rødder i det rurale nordfrankrig tæt på den belgiske grænse. Dybt under de nordfranske brosten, som han senere i livet skulle køre væddeløb på