RIDDER AF RENDESTENEN: ‘DE ER NOGLE FUCKING PIKSPILLERE'

Bradley Wiggins blev den første brite, der vandt Tour de France, og han blev siden adlet af dronning Elizabeth, som så gennem fingre med hans dårlige manerer

‘Fucking pikspillere’. Ordene blev længe hængende under teltdugen i det kæmpe, mobile pressecenter i Porrentruy, hvor Tourens pressekorps var stuvet sammen på 8. etape af Tour de France 2012. De kom fra en lang, tynd mand, som syntes at nyde at tømme sin verbale latrin ud over journalisterne. Bradley Wiggins sad for anden gang i den gule førertrøje foran pressekorpset, som var delt i en lille flok i videovognen ved målstregen sammen med Wiggins, og det over vældende flertal, som sad i presseteltet på Porrentruys gamle fly veplads få hundrede meter væk og så løbets førende rytter på tv-skærmene. Han var træt, Wiggins. Det var tydeligt. Træt efter dagens knapt 160 kilometer i sadlen og træt af de langstrakte ceremonielle pligter efter etapen. Og ikke mindst træt af,

at hans mirakuløse for vandling fra banerytter til Tour de France-stjerne konstant blev bet vivlet på de sociale medier, som netop i de år voksede eksplosivt og gav enhver skeptiker et talerør. ‘Hvad vil du sige til de kynikere, der siger, at man skal være dopet til det yderste for at vinde Tour de France?’, lød det fra salen. ‘Jeg vil sige, at de bare er nogle fucking pikspillere,’ sagde Wiggins med hastigt tiltagende ophidselse og alle mentale bremser slået fra. Og så fulgte en svada om dvaske onanister, som bare sad på deres fede røve og skrev alt muligt lort på nettet i stedet for at få noget fornuftigt ud af deres liv. ‘Cunts,’ var det sidste ord, Wiggins skulle af med. Han nærmest spyttede det yderst nedsættende skældsord, som refererer til det kvindelige kønsorgan, ned i mikrofonen, før han skred fra det måbende pressekorps og smækkede med døren. Fire år senere stod det klart, at Wiggins var pumpet op med det præstationsfremmende stof kortison, da han den dag i juli 2012 sværtede sine kritikere til. De fucking pikspillere var ikke bare fyldt med lort, viste det sig. De havde faktisk noget at have deres skepsis i. Kort inden Touren havde Wiggins fået en høj dosis af præparatet injiceret i kroppen som behandling af påstået livslang astma og allergi. Han havde fået dispensation fra reglerne til at bruge medicinen, så ingen regler var brudt, men havde han ikke overskredet en etisk grænse? Det mener en komite nedsat af det britiske Underhus. Efter langstrakt efterforskning af doping i britisk sport fastslog komiteen i marts 2018, at Wiggins’ formål med at bruge medicinen snarere var relateret til dens præstationsfremmende virkning end dens dæmpende effekt på astma og allergi. Op til ni gange over en periode på fire år gennemgik Wiggins en kortisonkur, vurde-

rede komiteen og sammenholdt det med den tidligere topr ytter og dopingsynder David Millars fork laring om, at ‘ kun en galning’ ville tage kortison mere end en gang årligt. Wiggins fastholder, at han ikke har snydt, og Team Sky afviser pure enhver påstand om, at holdet skulle have misbrugt reglerne til at skaffe r yttere en fordel. En kendsgerning er det dog, at Wiggins, der hævdede at være renere end ren, var fyldt med præstationsfremmende medicin, da han nåede sit højeste mål. Og han løj om det. I sin selvbiografi ‘My Time’, som udkom i efteråret 2012, beskrev Wiggins sit anstrengte forhold til nåle og injektioner og fremhævede, at han aldrig havde fået en indsprøjtning ud over sine vaccinationer og lejlighedsvist et drop med salt vand, hvis han havde været dehydreret. Som barn, fortæller han i bogen, legede han ofte på en parkeringsplads, hvor de lokale narkomaner fixede og smed sprøjterne fra sig. ‘Hold dig fra de sprøjter, gå ikke hen til dem, rør dem ikke’, formanede hans mor, og lille Bradley hørte efter og holdt sig fra nålene. Nåle er tabu, fork larer Wiggins i bogen, hvor han ikke nævner sin påstået livslange astmalidelse med et ord. Det gør han heller ikke i sine andre erindringsbøger, ‘In Pursuit of Glory’, ’My Tour’ og ‘My Hour’. Samtidig i virkelighedens verden fik han igen og igen injektioner med kortison til bekæmpelse af astma. Efter sin kortslutning i Porrentruy i Schweiz holdt Wiggins trøjen til Paris og blev den første britiske vinder af Tour de France. På sit sidste pressemøde aftenen før paradekørslen til Paris undskyldte han i kammeratlig tone over for journalisterne i presserummet i Chartres, at han til tider var gået over stregen og havde været ’a pain in the ass’.

Ved OL i Beijing nogle uger senere vandt han guld på enkeltstarten og kunne næppe nå højere på stjernehimlen over Storbritannien. I 2013 blev han adlet af dronning Elizabeth og skuede allerede da frem mod OL i Rio, hvor han sikrede sig sin ottende Ol-medalje, flere end nogen anden britisk sportsudøver. Kort efter legene i Brasilien krakelerede glansbilledet af den perfekte atlet, da den russiske hackergruppe Fancy Bears afslørede, at Wiggins havde fået dispensation til at bruge kortison før Tour de France i 2011 og 2012 samt før Giro d’italia 2013. Siden da har Sir Bradley været trængt i defensiven og hans omdømme som den gæve, jævne gut henne fra pubben, der overvandt alle sociale skel og nåede samfundets top, er sølet til. Som avisen New Statesman formulerede det i en overskrift kort efter udgivelsen af den kritiske rapport fra parlaments komiteen: ‘Bradley Wiggins hævdede at være en ægte britisk helt. Det var han ikke’.